Pias dagbog

Endnu engang skulle bilen pakkes. Johnny insisterede på, at han ville kunne se ud af bakspejlet. Jeg skal jo også sørge for at kunsten kommer hel frem. Nu er bilen klar så køre vi

Vi skulle også til at pakke sammen i vores midlertidige hjem, i mens vi var i Firenze.

Nu er udstillingen slut og jeg er næsten færdig med at pakke sammen. Mens jeg pakkede gik Johnny hen for at få min kunst udskrevet. Jeg mener, at vi kun gik en gang til bilen med kunsten og alt det andet. Alt hvad der var muligt ,læssede vi på sækkevognen, som Johnny kørte og resten bar jeg.

Stærkt forsinket kommer jury medlemmerne ind på podiet og sætter sig. Okay tænkte jeg, den er da helt gal, der er ikke ret mange mennesker på podiet. De to stole yderst til venstre forblev tomme. Igen begyndte jeg at tælle, og jeg kom frem til, at der var seks jury medlemmer på podiet, altså der manglede 5 jurymedlemmer. Hvad var der sket, siden 5 jurymedlemmer var rejst inden arrangementet startede?

Arrangementet gik igang. Der blev vist på storskærmen hvilken kategori der skulle gives priser til. første kategori blev vist, og straks gik Johnny og jeg igang med at gætte hvem der skulle have en pris (Imens udstillingen har været igang, så havde jeg naturligvis været rundt, for at kigge på de andre kunstners kunst) Johnny og jeg var faktisk enige om hvem der fortjente en pris. ( vi havde ikke talt om det inden) Da den første kategori var færdig, så Johnny og jeg på hinanden, det var mærkeligt, ikke en af de kunstner, som vi havde tippet som sikre vinder til denne kategori, havde fået en pris. Næste kategori, igen gik Johnny og jeg igang med at gætte på, hvem vi mente var de sikre vinder til en pris, og her var vi også enige. Endnu engang, dem vi havde som sikre vinder til en pris, de fik ikke nogen pris, ikke en eneste. Johnny hviskede til mig, det synes jeg altså er mærkeligt. Tredje kategori det samme skete igen???? nu begyndte det så småt, at gå op for mig, hvorfor de fem jury medlemmer, ikke ville lægge deres navn til dette arrangement. Et par kategorier længere henne, kunne jeg regne ud, at jeg umuligt kunne få tildelt en pris, der tegnede sig et mønster for, hvilke kunstværker der fik en pris.

Da pris uddelingen var færdig, var Johnny og jeg chokeret, over det vi havde set!!!! Jeg skriver grunden herunder.

Efterfølgende fandt jeg ud af, hvorfor de 5 jurymedlemmer, var rejst inden pris uddelingen.

Jurymedlemmerne satte sig sammen, for at blive enige om, hvilken kunstner der skulle have en pris, ud fra kriterier, som vi kunstner er blevet inviteret. Jeg har taget en kopi fra deres hjemme side, hvor de skriver følgende.

Fremme udviklingen af ​​kunstnerarbejder ved at foreslå og forsøge at forestille sig en ny måde at se og / eller forstå samtidskunst på.

Grunden til, at juryen blev uenige om, hvem der skulle have tildelt en pris var fordi, at nogle af juryen ville holde sig til ovenstående kriterier, og andre mente, at man bare kunne ændre på kriterierne.

I følge Firenze Biennales egne regler: når der er uenighed i juryen, så er det direktørerne der bestemmer hvem der har ret.

Direktørene afgjorde, at det ikke var et problem, at man dømte kunsten ud fra nye kriterier. og de nye kriterier blev som følgende;

1. De Kunstner som brugte farverne hvid, sort og beige på deres kunst. Disse farver var farver, som Leonardo brugte på hans værker
2. Kunst der refererede til, at Leonardo også var patolog
3. Den kunst hvor kunstneren havde brugt en kopi af Leonardos kunstværker, og tilføjede noget på motivet
4.  De kunstner der havde malet en parafrase af Leonardos værker

Under det 5. billede herunder, har jeg skrevet hvor mange kategorier, og hvor mange priser der var i hvert kategori.

Det var ikke kun Johnny og jeg der lagde mærke til ændringen af kriterierne, og var chokeret over denne skandale. Der var nogle kunstner der pakkede deres kunst sammen og forlod stedet øjeblikkeligt, andre forlod stedet, og kom først tilbage, da de skulle pakke deres kunst sammen. For mit vedkommende, så tog det flere dage, før det rigtig gik op for mig, hvad jeg var vidne til. En vaske ægte skandale.

Mens vi ventede, så kunne jeg lige så godt tage et billede bagud, for at vise, at lokalet var fyldt til randen. Som Johnny og jeg havde forventet, så var der heller ikke stole nok i år, igen i år var der en del, der måtte stå op.

Johnny så jeg tog en selfie. Jeg vil også være med på billedet. På det øverste billede ser man Johnny og jeg og lokalet bagud. Det er med vilje at der er “skåret” i vores ansigter, fordi jeg ville have lokalet med.

Jeg synes det tog for lang tid for dem, at dække bordet og personalet gik usikkert frem og tilbage, nølende rettede lidt her og der. Arrangementet var også meget forsinket. Vi blev mere og mere undrende over, hvad der var sket.

Da vi ankom til lokalet var podiet tomt. I første omgang tænkte vi, at hele arrangementet måske var rykket et andet sted hen, det viste sig ikke, at være tilfælde. Da klokken var omkring 9.45 begyndte der at ske noget, der kom nogle folk med border og stole, der blev stilt på række.

Jeg synes at der var for få stole, så jeg talte stolene. Jeg fik det til 10 stole?? Der skulle mindst være 12 stole. 11 til jury medlemmerne og en stol til direktøren for Firenze Biennale. Jeg sagde til Johnny, der er noget galt, der er for få stole!!!!!!

Endelig kom dagen, hvor der skulle deles priser ud. Der var 12 kategorier, hver kategori havde i år 6 priser. En 5. plads, 4. plads osv. til 1. pladsen. De havde i år en 6. pris ved hver kategori, fordi det var 500 år siden Leonardos død, og det vil man mindes på denne måde. Denne pris skulle gives som et kompliment fra juryen, til de kunstner der modtog den 6. pris.

Vi kom i god tid, vi vil være sikker på, vi kom til at sidde på en stol, og ventilationen er bedre ved podiet end bagved. Tiden skulle gå med noget, så jeg rejste mig op, og tog et billede af lokale, hvor kunstnerne var ved at indfinde sig. Det er Johnny i den blå skjorte, til højre sidder Judith og Jurige står op.

Jurige og Judith som vi er blevet gode venner med, var vi også til bords med. Det er Judith der har udstillet sin kunst.

Jeg var hurtig og tog dette billede af Jurige, hvor han bukker hovedet en smule. Som man kan se så er hans hår lilla. Han har sølvfarvet hår, og hans hår spejlede sig i lyset, så det så ud som om han havde farvet sit hår lilla

Der er mange mennesker der skal finde en plads, så det tager lang tid, inden vi får noget at spise. Jeg gik lidt rundt i lokalet og kom så til det bord hvor Salvo var. Salvos borddame er også kunstner. I baggrund kan man ane, at lokalet er ved at blive fyldt op, og lydniveauet er også meget højt i takt med at lokalet bliver fyldt

Tredje forsøg Pyh ha nu lykkedes det

Andet forsøg, Johnny er næsten med i billedet

Johnny og jeg vil også lige tage en selfie af os selv. Det er næsten en uskreven regel, at det aldrig er et one shot, men at der skal mange forsøg til inden det lykkedes. første forsøg.

Nu lykkedes det. Ud over at jeg var glad fordi Salvo ville fotgraferes med mig, så var jeg også lettet over, at jeg ikke havde ødelagt telefonen, men at skærmen på telefonen åbenbart skullevære hel hvid for at kvaliteten bliver bedst muligt.

Mens jeg venter på, at alle gæsterne finder sig en plads. brugte jeg tiden på at få en selfie med Salvo. Salvo er kunstner som også udstillede sin kunst. Johnny og jeg blev gode venner med Salvo. Jeg trykkede på knappen på telefonen og så blev skærmen hel hvid, jeg tænkte oh nej jeg har ødelagt min telefon.

Her er vi igen på bus 14, denne gang skal vi til gallamiddag. Johnny sidder og tjekker om der er nok batteri på kameraet. Ved det andet billede er han på vej ud af bussen. Ser han ikke sød ud 🙂