Pias dagbog

Ved åbningen af udstillingen var der nogle gæster der deltog. De efterfølgende dage var der stille og næsten ingen gæster. Jeg talte med en Italiensk kvinde, der var kommet for at se på kunst. Hun fortalte mig, at der var arrangementer overalt i Firenze, for at marker, det er 500 år siden at Leonardo døde. Der skal nok komme gæster weekenden inden udstillingen stopper. Hen havde ret, der kom mange gæster i weekenden. Vi kunstner havde masser af tid til at snakke sammen, og der blev taget og billeder af os selv. Johnny og Tran Lam Binh stod og tog en selfie lige som jeg kom forbi. Johnny og Tran bad min om at komme for at Tran og jeg kunne bliver fotograferet. Tran vil også have et billede af Johnny og mig. På det nederste billede står Gottfried Römer og Johnny. Gottfried havde en stand lige overfor min.

Johnny står i kø for at få muligheden for at tale med Gui Trotti. Gui Trotti er designer for NASA , Gui Trotti er meget kendt i USA. Han var blevet inviteret til, at holde et foredrag om, at være designer hos NASA, derfor var han hos Firenze Biennale. På de næste to billeder, er det endelig lykkedes, for Johnny at tale med ham. Anna Nordström, kunstner, og jeg synes, at det kunne være spændende, at høre hans foredrag. Vi satte os på de bagerste rækker, og det var godt, fordi jeg faldt i søvn hele tiden. Se på rummet bagved Gui Trotti, det er helt mørkt, nærmest sort, og for at gøre det hele være, så viste han billeder på en stor skærm. Det er den perfekte opskrift på at falde i søvn, så efter nogen tid måtte jeg gå. Senere stødte jeg på Anna, og jeg forklarede, at jeg måtte gå, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen, hvor Anna svarede, at det kunne hun heller ikke, og en lur gør ingen skade.

Johnny og jeg kørte helst med bussen, når vi skulle transporter os til Fortezze Da Basso fra campingpladsen, det var nemmere end med tog. Jeg har taget disse fotos af en bus, der køre i selve Firenze bydel, og som du kan se, så er der ikke mange cm til overs, mellem bussen og de holdende biler. parkerings problemer i København er ingenting i forhold til Firenze bydels, Parkerings problemer. Tilbage til historien. Johnny og jeg sad i bussen, på vej til udstilling. Da vi var noget til udkanten af Firenze bydel, kunne vi høre flere sirener og bilhorn der dyttede bagved bussen. Johnny og jeg kiggede bagud, og det vi så var, en ambulance med fuld udrykning og som dyttede af bussen, en læge bil og en politibil med fuld udrykning. Johnny og jeg kiggede på hinanden. Hvordan vil de klare den, de kunne jo ikke overhale bussen og de kunne heller ikke flyve over bussen. Det der herefter skete, er nok noget af det vildeste, jeg har prøvet i en bus. Buschaufføren trådte speederen i bund og drønende gennem Firenze bydel, og med to hjul drejede han rundt om hjørnerne, som jeg vil kalde hårnåls sving. Her kom vi drønende igennem Firenzes gader i en bus, med en eskorte der bestod af en ambulance der både dyttede og var i fuld udrykning, en læge bil og en politibil, ligeledes i fuld udrykning. Vi drøner forbi alle busstoppestederne, hvor de ventende folk måbende, så på at bussen drønende forbi, med fuld eskorte. Hvis der kom nogen i vejen for bussen, så blev der dyttet, men farten blev ikke sat ned, chaufføren forventede vel, at folk bare ville flytte sig i en fart. Da vi nåede hospitalet, drejede ambulancen og følget ind. Buschaufføren satte farten ned igen. Hold da op, sikke et sus, vi har aldrig hverken før eller siden kommet så hurtig gennem Firenze bydel, som denne formiddag. Buschaufføren der kørte, må være en af verdens bedste til sit erhverv.

Når vi steg af bussen, gik vi igennem en lille park, for at komme til Fortezza Da Basso. Jeg tog dette billede af duerne, fordi jeg var helt fascineret af dem. De sad bare der helt stille og de løftede ikke engang blikket, når man gik forbi. En gang da Johnny og jeg gik i parken, kom hele flokken flyvende imod os, og de fløj så tæt på, at de kun var få cm fra at flyve ind i os, så jeg stod helt stille, for ikke at komme til, at støde ind i dem. Vi gik åbenbart i vejen, og de gad ikke flyve udenom

Vi brugte også en dag på at besøge, Piazzale Michelangelo, for at nyde udsigten i dagslys. Vi var også på pladsen i 2017, for at se solnedgangen, da gik vi hele vejen op. Jeg skal være den første til at sige, det var hårdt. Vi anede ikke, at vi kunne tage en bus hele vejen. Det fandt vi ud af ved en tilfældighed denne gang, så vi tog bussen. Der er en dejlig udsigt over Firenze herfra. Det er en diametral modsætning i forhold til Fiesole, synes jeg

Vi skulle finde en parkeringsplads til bilen, så vi blev fri for, at skulle bruge bus eller tog når vi skulle have udstillings grejet og kunst med tilbage til campingpladsen, hvor vi boede mens udstillingen varede. Her faldt jeg over dette meget detaljeret skilt, hvor de advarer om, at der kan komme en person på en cykel der krydser vejen.

Vi kørte også i tog. Ved de nyere toge har de gjort plads til cykler. De Italienske toge er ikke lige så brede som de danske tog. Derfor skal cyklerne stå op ad væggen som vist på tegningen. Billedet ovenover viser hvordan stativerne ser ud

På vej til Fortezza Da Basso går man forbi denne bro der krydser Arno-floden. Broen hedder Ponte Vecchio. I gamle dage var det slagter der brugte broen. I dag er den fyldt med juveler butikker. Den øverste del der er bygget på, var en flugtvej til medici familien, hvis de skulle blive truet, og det vil være nødvendig for dem at flygte.

Går man ind i skyggen på den anden side af de huse der ligger ud til Arno-floden, så kommer der et helt andet liv til syne. Hvor vi her i norden elsker at være i solen, så skærmer Italienerne sig for solen, og det er da også her, at handels livet foregår. På disse ovenstående billeder kan du se køen ind til Firenzes domkirke. Da jeg kom fordi var køen kortere end den plejer. Det er ikke lykkedes for mig, at se kirken indenfor, netop på grund af den lange kø.

På det øverste billede står Johnny og tager billeder af udsigten, han er lige så betaget af udsigten som jeg var. Selv om det var klart vejr med masser af sol, så var det umuligt, at tage et billede, der gjorde denne fantastiske udsigt nogen retfærdighed. Fotoet nederst til højre er en slags have, hvor der var skulpturer og velklippet træer. Jeg ved ikke om gæster har adgang til haven. På det andet billede ser du en pige der nyder udsigten på muren. Der er ikke så langt ned til næste afsats højst et par meter, så det var ikke uforsvarligt, at hun sad der.

Denne gang kom vi i god tid, inden udstillingen åbnede, fordi der er mange ting som skulle ordnes inden udstillingen åbner. Johnny fik et tip fra en af hans kollegaer, at hvis vi ville se noget smukt, så skulle vi tage til Fiesole. Naturligvis ville vi det, så vi tog afsted. Jeg blev nød til at tage to fotos af den stejle vej til udsigts platformen, fordi vejen drejede kunne jeg ikke nøjes med et billede. Der var meget stejlt, jeg ved ikke om man kan se det, på det første billede, men der er et par mennesker nederst på billedet. Fiesole er kun for mennesker med gode og stærke ben. Faktisk havde jeg sår på begge fødder, men det gik alligevel.