Pias dagbog

Der er ikke så mange billeder herfra, men disse er taget inden udstillingen er åben for publikum.

Efter vi var i Polen for at male og udstille kunst blev jeg inviteret af Bärbel Lenz til at udstille i hendes atelier, som ligger i Neubrandenburg.

Der kom en journalist forbi fra en tysk avis, som ville tage et billedet af os. Her står hun i den mørke bluse ved siden af mig.

Som du kan se på billederne, så er hendes atelier kæmpe stort, der var hele 350 km2, så det kan nok være, at jeg gjorde store øjne, da jeg ankom.

På billedet nr. 3 kan du se Bärbels atelier, det er hele den øverste etage, Jeg har talt vinduerne, der er 19 vinduer på billedet, og så er huset lidt længere.

Inden murens fald, var det en telefonfabrik. Sådan er det i øvrigt i hele Neubrandenburg, der står masser af bygninger og haller tomme. Johnny og jeg kan ikke forstå at der ikke er flere der starter fabrikker eller anden virksomhed der, fordi det er let at komme til og fra færgen. Der går en 6 sporet motorvej hele vejen, og der er ingen biler.

Johnny og jeg var de eneste der kørte på motorvejen, i myldertiden. Det var godt nok underligt men sjovt at prøve.

Lige de to dage vi skulle udstille kunst besluttede vejrguderne, at der skulle komme et kæmpe uvejr.

Det startede om morgen hvor vi så småt kunne mærke, at luften var trykkende, og det blev kun være og være.
Det blev så slemt, at mine ben hævede op til dobbelt størrelse og jeg kunne ikke stå oprejst eller sidde, jeg følte det som om, at jeg blev mast ned mod gulvet.
Der kom ikke så mange mennesker forbi, vi led alle. Og de kunst interesserende der frygtløs kom for at se på vores kunst, var alle plaget af en knald hamrende hovedpine. I øvrigt så havde de ikke behøvet at sige noget, for deres krampagtige ansigtsudtryk sagde mere end 1000 ord.

Jeg blev vækket om natten med et kæmpe brag, så jeg væltede ud af sengen af forskrækkelse. Det var begyndt at tordne og lyne. Jeg har aldrig oplevet noget lignede, og da jeg havde sundet mig over det første brag, kom det næste, hold da kæft hele huset rystet.
Om morgen da vi vågende, var det første jeg sagde til Bärbel, torden, torden, på tysk altså, og hendes svar var, nå det var bare et lille uvejr, var du bange? Nææ det var jeg ikke, bare en smule rystet over de kræfter som naturen besidder.
Efterfølgende når det tordener i Danmark, så trækker jeg bare på skulderen, vores torden er ligesom små knald perler, i forhold til de brag, som jeg oplevede i tyskland.

uvejret startede igen så småt op ad formiddagen. Johnny og jeg tog hjem samme dag udstillingen var slut. Vi kørte mod færgen,og der var godt nok sorte skyer forude.
Vi kom alt for tidligt til vores færge, og mens vi ventede på færgen begyndte vi at blive bekymret fordi vi kunne se hvordan uvejret tog til og bølgerne blev større og større.

HELDIGVIS vores færge ankom og vi skyndte os ombord. Det er godt at både Johnny og jeg er søstærke, for færgen blev kastet rundt i bølgerne, sådan følelses det i hvertil fald.
Da vi var kommet vel til Danmark, fandt vi ud af, at færgen efter os var aflyst, på grund af uvejret.

Bärbel Lenz havde også inviteret Martin Fontenova som er Argentiner, men er bosiddende i Tyskland, og Malgorzata Calus-Jarno som er Polsk, og bor i Polen, til at udstille sammen med mig. Du kan se Malgorzata og Martin sammen med Bärbel på billedet nr. 8

Bärbel havde planlagt en tur for os, så vi kunne se Neubrandenburg på billederne nr. 9, 10 og 12. på Billedet nr. 10 kan du se et lille bindingsværkhus, dem var der flere af langs muren som og også kan se. Disse huse blev brugt til vagtposter inden murens fald, og soldaterne skød hvis der var nogen som forsøgte at flygte til Vest Berlin.

I dag bliver husene brugt til restaurant og forretninger og atelier.

På billedet nr. 11, sidder jeg og venter på, at de andre kommer for at blive fotograferet til den tyske avis.

På det første billede står jeg ved en meget lille strandbred som vi fandt da vi var ude at køre en aftentur, for at se på området.

Johnny og jeg står og filmer hinanden. Heldigvis huskede jeg at tage kittel med, så den tager maler klatterne.

Her står jeg sammen med Bärbel Lenz som også er kunstner. Efterfølgende inviterede Bärbel Lenz mig til, at udstille min kunst i hendes kæmpe atelier.

Her sidder jeg med tre andre kunstner, som også var med i Polen. Vi spiser frisk fanget fisk.
Lilia Bogatko sidder ved siden af mig. Overfor mig sidder Helene Fridan Pedersen i den grønne bluse og Lis Severin ved siden af.

På det nederste billede maler jeg listerne røde, som skal monteres på de to billeder som jeg jeg har malet. Malingen ville ikke tørre så jeg måtte bruge en hårtørre, så jeg kunne blæse malingen tør.

Der var så mange træer i Koszalin at fugtigheden i luften var høj, hvilket var årsagen til at malingen ikke kunne tørre.
Først var jeg bare lykkelig, da det lykkes mig, at få et billede frem på lærredet.
Da jeg så det færdige resultat, var jeg knap så glad, fordi billederne var for grønne, og det var slet ikke, som jeg havde forestillet mig de skulle se ud.
Vi har jo forskellige traditioner for hvornår et maleri er færdigt. I Polen er det først færdig når maleriet har får monteret en ramme.
Til dette formål fik vi udleveret, lister, to forskellige save, den ene var beregnet til, at skære brande med, og den anden var også beregnet til et andet formål, end at skære i lister, også fik vi udleveret søm, som var for store til at slå i listerne.
Nå men som en rigtig kvinde, så uddelegere jeg arbejdet videre til Johnny, og han gik frisk til jobbet.
Jeg så en mulighed for, at dæmpe al det grønne, ved at male rammen knald rød.
Det er åbenbart ikke noget man gør i Polen, for mens jeg malede løs på rammerne, kom der nogle andre kunstner fordi, og det var tydeligt, at de synes jeg havde misforstået opgaven 🙂
Da Johnny havde fået monteret rammerne på de to malerier, så blev jeg meget tilfreds, og de blev bedre end jeg troede var mulig

Vi kom også på Koszalins kunst museum, hvor vi blev vist rundt af en guide. Johnny er jo skolelære, så da han så denne tavle, insisterede han på at jeg skulle tage et billede. Nu vil jeg jo skrive hvorfor disse formler var vigtige, og så kan han ikke huske det :-/

Vi blev også vist rundt i Polens Frilandsmuseum. Det var godt nok mærkeligt, for det kunne lige så godt have været vores eget Frilandsmuseum. Deres værktøj, møbler og huse ligene vores fra dengang.

Ewa Miśkiewicz-Zebrowska inviterede os alle sammen til hendes egen fernisering. Vi står og venter på at der skal holdes tale.

Vi har også i en katolsk kirke, Udefra lignede den en traditionel kirke fra Danmark. Præsten fortalte da også at kirke er bygget af os nordboer, og at den engang har været en protestantisk kirke

kunstnerne som var inviteret til at deltage i, Internationale Freilichtmalerei, Oseiki, Polen, kom fra Polen, Tyskland, Slovakiet, Rusland, hvide Rusland, Tjekkiet og Danmark naturligvis

Rudolf Rabatin kommer fra Slovakiet. Her viser han Billeder som han har malet

Lilia Bogatko kommer fra Rusland. Lilia er i fuld gang med at male et billede.

Her er vi samlet for at høre om en Polsk kunstner Otto Freundlich.

Bärbel Lenz kommer fra Tyskland, hun er også i fuld gang med at male

Vi bliver fotograferet til en Polsk avis, lige så snart at fotografen var færdig med at tage billeder, så forsvandt kunstnerne. Johnny skyndte sig at tage et billede inden alle forsvandt. Det er mig, der står og ser artig ud i den røde kjole.

Endelig fremme.
Johnny falder over en pakke ris kiks der har navnet konkurs.
Her sidder Johnny og maler med akvarel, han får ekspert hjælp, fra de andre kunstner, som kommer forbi, og ser på hvad han maler.
Jeg kæmper med malingen som ikke vil tørre, luftfugtigheden var meget høj, fordi der var kæmpe træer overalt. Det ser ud som om jeg er pletvis skaldet, men det er solen som rammer mit hoved.
Jeg tror at alle de skønne træer havde en afslappende virkning på både Johnny og mig, vi var i hvertilfælde meget afslappet

Dette her er den glamourøse rejse fra Danmark til Polen. Er der noget at sige til, at jeg snork sover meget af tiden.
Jahh et afbræk, vi skal have benzin på bilen. Johnny står her ved en tankstation.
Det er en god ting at man kender hinanden, når der skal køres så langt, fordi det bliver hurtigt kedeligt, når vi begynder at kede os, så kommer vi til at lyde som to gamle tudser, der begynder at gå op i ligegyldige ting, bare for at få tiden til at gå 🙂