 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Efter vi var i Polen for at male og udstille kunst blev jeg inviteret af Bärbel Lenz til at udstille i hendes atelier, som ligger i Neubrandenburg.
Der kom en journalist forbi fra en tysk avis, som ville tage et billedet af os. Her står hun i den mørke bluse ved siden af mig.
Som du kan se på billederne, så er hendes atelier kæmpe stort, der var hele 350 km2, så det kan nok være, at jeg gjorde store øjne, da jeg ankom.
På billedet nr. 3 kan du se Bärbels atelier, det er hele den øverste etage, Jeg har talt vinduerne, der er 19 vinduer på billedet, og så er huset lidt længere.
Inden murens fald, var det en telefonfabrik. Sådan er det i øvrigt i hele Neubrandenburg, der står masser af bygninger og haller tomme. Johnny og jeg kan ikke forstå at der ikke er flere der starter fabrikker eller anden virksomhed der, fordi det er let at komme til og fra færgen. Der går en 6 sporet motorvej hele vejen, og der er ingen biler.
Johnny og jeg var de eneste der kørte på motorvejen, i myldertiden. Det var godt nok underligt men sjovt at prøve.
Lige de to dage vi skulle udstille kunst besluttede vejrguderne, at der skulle komme et kæmpe uvejr.
Det startede om morgen hvor vi så småt kunne mærke, at luften var trykkende, og det blev kun være og være.
Det blev så slemt, at mine ben hævede op til dobbelt størrelse og jeg kunne ikke stå oprejst eller sidde, jeg følte det som om, at jeg blev mast ned mod gulvet.
Der kom ikke så mange mennesker forbi, vi led alle. Og de kunst interesserende der frygtløs kom for at se på vores kunst, var alle plaget af en knald hamrende hovedpine. I øvrigt så havde de ikke behøvet at sige noget, for deres krampagtige ansigtsudtryk sagde mere end 1000 ord.
Jeg blev vækket om natten med et kæmpe brag, så jeg væltede ud af sengen af forskrækkelse. Det var begyndt at tordne og lyne. Jeg har aldrig oplevet noget lignede, og da jeg havde sundet mig over det første brag, kom det næste, hold da kæft hele huset rystet.
Om morgen da vi vågende, var det første jeg sagde til Bärbel, torden, torden, på tysk altså, og hendes svar var, nå det var bare et lille uvejr, var du bange? Nææ det var jeg ikke, bare en smule rystet over de kræfter som naturen besidder.
Efterfølgende når det tordener i Danmark, så trækker jeg bare på skulderen, vores torden er ligesom små knald perler, i forhold til de brag, som jeg oplevede i tyskland.
uvejret startede igen så småt op ad formiddagen. Johnny og jeg tog hjem samme dag udstillingen var slut. Vi kørte mod færgen,og der var godt nok sorte skyer forude.
Vi kom alt for tidligt til vores færge, og mens vi ventede på færgen begyndte vi at blive bekymret fordi vi kunne se hvordan uvejret tog til og bølgerne blev større og større.
HELDIGVIS vores færge ankom og vi skyndte os ombord. Det er godt at både Johnny og jeg er søstærke, for færgen blev kastet rundt i bølgerne, sådan følelses det i hvertil fald.
Da vi var kommet vel til Danmark, fandt vi ud af, at færgen efter os var aflyst, på grund af uvejret.
Bärbel Lenz havde også inviteret Martin Fontenova som er Argentiner, men er bosiddende i Tyskland, og Malgorzata Calus-Jarno som er Polsk, og bor i Polen, til at udstille sammen med mig. Du kan se Malgorzata og Martin sammen med Bärbel på billedet nr. 8
Bärbel havde planlagt en tur for os, så vi kunne se Neubrandenburg på billederne nr. 9, 10 og 12. på Billedet nr. 10 kan du se et lille bindingsværkhus, dem var der flere af langs muren som og også kan se. Disse huse blev brugt til vagtposter inden murens fald, og soldaterne skød hvis der var nogen som forsøgte at flygte til Vest Berlin.
I dag bliver husene brugt til restaurant og forretninger og atelier.
På billedet nr. 11, sidder jeg og venter på, at de andre kommer for at blive fotograferet til den tyske avis.
