Nedenfor har jeg skrevet hvordan du bruger dagbogen
Dette handler dagbogen om
Jeg er først begyndt sidst på året i 2015, at skrive dagbog, så det jeg skriver inden da kan være mangelfuldt.
Dagbogen handler kun om de oplevelser og strabadser som jeg bliver udsat for i forbindelse med min kunst. Jeg har efterhånden oplevet så meget, at jeg er begyndt, at blande det hele sammen til en stor pærevælling, når jeg fortæller andre om de oplevelser, som jeg har haft indtil nu, og da jeg har tænkt mig, at blive ved som kunstner, så venter der mange flere oplevelser i fremtiden. For at holde styr på disse oplevelser skriver jeg denne dagbog.
En anden årsag til at skrive dagbog
Jeg vil også skrive denne dagbog for at vise hvad jeg som kunster går og laver, fordi jeg tit har fået dette spørgsmål, Hvad får en kunstner tiden til at gå med? Og jeg får også spørgsmål fra folk, som har tænkt på at springe ud som kunstner, hvad jeg har gjort som kunstner for at komme hertil hvor jeg er nu?
De oplevelser jeg har som kunster både de sure og de søde samt de mange penge jeg bruger, for at vise min kunst ud til verden, er det mest normale for alle kunstner, uanset om vi får et gennembrud med vores kunst eller ej.
Sådan får du de ældste billede frem først
Hvis du vil have de ældste billeder først, skal du scroller helt ned på siden og klikke på næste, og igen på den nye side skal du klikke på næste, og så videre, til du når side 1.
Ser du denne side på en mobil, skal du være opmærksom på, at du skal scrolle helt ned, til du ikke kan længere, for at finde, næste, som du skal klikke på osv.
Johnny står i kø for at få muligheden for at tale med Gui Trotti. Gui Trotti er designer for NASA , Gui Trotti er meget kendt i USA. Han var blevet inviteret til, at holde et foredrag om, at være designer hos NASA, derfor var han hos Firenze Biennale. På de næste to billeder, er det endelig lykkedes, for Johnny at tale med ham. Anna Nordström, kunstner, og jeg synes, at det kunne være spændende, at høre hans foredrag. Vi satte os på de bagerste rækker, og det var godt, fordi jeg faldt i søvn hele tiden. Se på rummet bagved Gui Trotti, det er helt mørkt, nærmest sort, og for at gøre det hele være, så viste han billeder på en stor skærm. Det er den perfekte opskrift på at falde i søvn, så efter nogen tid måtte jeg gå. Senere stødte jeg på Anna, og jeg forklarede, at jeg måtte gå, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen, hvor Anna svarede, at det kunne hun heller ikke, og en lur gør ingen skade.
Johnny og jeg kørte helst med bussen, når vi skulle transporter os til Fortezze Da Basso fra campingpladsen, det var nemmere end med tog. Jeg har taget disse fotos af en bus, der køre i selve Firenze bydel, og som du kan se, så er der ikke mange cm til overs, mellem bussen og de holdende biler. parkerings problemer i København er ingenting i forhold til Firenze bydels, Parkerings problemer. Tilbage til historien. Johnny og jeg sad i bussen, på vej til udstilling. Da vi var noget til udkanten af Firenze bydel, kunne vi høre flere sirener og bilhorn der dyttede bagved bussen. Johnny og jeg kiggede bagud, og det vi så var, en ambulance med fuld udrykning og som dyttede af bussen, en læge bil og en politibil med fuld udrykning. Johnny og jeg kiggede på hinanden. Hvordan vil de klare den, de kunne jo ikke overhale bussen og de kunne heller ikke flyve over bussen. Det der herefter skete, er nok noget af det vildeste, jeg har prøvet i en bus. Buschaufføren trådte speederen i bund og drønende gennem Firenze bydel, og med to hjul drejede han rundt om hjørnerne, som jeg vil kalde hårnåls sving. Her kom vi drønende igennem Firenzes gader i en bus, med en eskorte der bestod af en ambulance der både dyttede og var i fuld udrykning, en læge bil og en politibil, ligeledes i fuld udrykning. Vi drøner forbi alle busstoppestederne, hvor de ventende folk måbende, så på at bussen drønende forbi, med fuld eskorte. Hvis der kom nogen i vejen for bussen, så blev der dyttet, men farten blev ikke sat ned, chaufføren forventede vel, at folk bare ville flytte sig i en fart. Da vi nåede hospitalet, drejede ambulancen og følget ind. Buschaufføren satte farten ned igen. Hold da op, sikke et sus, vi har aldrig hverken før eller siden kommet så hurtig gennem Firenze bydel, som denne formiddag. Buschaufføren der kørte, må være en af verdens bedste til sit erhverv.
Når vi steg af bussen, gik vi igennem en lille park, for at komme til Fortezza Da Basso. Jeg tog dette billede af duerne, fordi jeg var helt fascineret af dem. De sad bare der helt stille og de løftede ikke engang blikket, når man gik forbi. En gang da Johnny og jeg gik i parken, kom hele flokken flyvende imod os, og de fløj så tæt på, at de kun var få cm fra at flyve ind i os, så jeg stod helt stille, for ikke at komme til, at støde ind i dem. Vi gik åbenbart i vejen, og de gad ikke flyve udenom
