Nedenfor har jeg skrevet hvordan du bruger dagbogen
Dette handler dagbogen om
Jeg er først begyndt sidst på året i 2015, at skrive dagbog, så det jeg skriver inden da kan være mangelfuldt.
Dagbogen handler kun om de oplevelser og strabadser som jeg bliver udsat for i forbindelse med min kunst. Jeg har efterhånden oplevet så meget, at jeg er begyndt, at blande det hele sammen til en stor pærevælling, når jeg fortæller andre om de oplevelser, som jeg har haft indtil nu, og da jeg har tænkt mig, at blive ved som kunstner, så venter der mange flere oplevelser i fremtiden. For at holde styr på disse oplevelser skriver jeg denne dagbog.
En anden årsag til at skrive dagbog
Jeg vil også skrive denne dagbog for at vise hvad jeg som kunster går og laver, fordi jeg tit har fået dette spørgsmål, Hvad får en kunstner tiden til at gå med? Og jeg får også spørgsmål fra folk, som har tænkt på at springe ud som kunstner, hvad jeg har gjort som kunstner for at komme hertil hvor jeg er nu?
De oplevelser jeg har som kunster både de sure og de søde samt de mange penge jeg bruger, for at vise min kunst ud til verden, er det mest normale for alle kunstner, uanset om vi får et gennembrud med vores kunst eller ej.
Sådan får du de ældste billede frem først
Hvis du vil have de ældste billeder først, skal du scroller helt ned på siden og klikke på næste, og igen på den nye side skal du klikke på næste, og så videre, til du når side 1.
Ser du denne side på en mobil, skal du være opmærksom på, at du skal scrolle helt ned, til du ikke kan længere, for at finde, næste, som du skal klikke på osv.
Vi brugte også en dag på at besøge, Piazzale Michelangelo, for at nyde udsigten i dagslys. Vi var også på pladsen i 2017, for at se solnedgangen, da gik vi hele vejen op. Jeg skal være den første til at sige, det var hårdt. Vi anede ikke, at vi kunne tage en bus hele vejen. Det fandt vi ud af ved en tilfældighed denne gang, så vi tog bussen. Der er en dejlig udsigt over Firenze herfra. Det er en diametral modsætning i forhold til Fiesole, synes jeg
Vi skulle finde en parkeringsplads til bilen, så vi blev fri for, at skulle bruge bus eller tog når vi skulle have udstillings grejet og kunst med tilbage til campingpladsen, hvor vi boede mens udstillingen varede. Her faldt jeg over dette meget detaljeret skilt, hvor de advarer om, at der kan komme en person på en cykel der krydser vejen.
Vi kørte også i tog. Ved de nyere toge har de gjort plads til cykler. De Italienske toge er ikke lige så brede som de danske tog. Derfor skal cyklerne stå op ad væggen som vist på tegningen. Billedet ovenover viser hvordan stativerne ser ud
På vej til Fortezza Da Basso går man forbi denne bro der krydser Arno-floden. Broen hedder Ponte Vecchio. I gamle dage var det slagter der brugte broen. I dag er den fyldt med juveler butikker. Den øverste del der er bygget på, var en flugtvej til medici familien, hvis de skulle blive truet, og det vil være nødvendig for dem at flygte.
Går man ind i skyggen på den anden side af de huse der ligger ud til Arno-floden, så kommer der et helt andet liv til syne. Hvor vi her i norden elsker at være i solen, så skærmer Italienerne sig for solen, og det er da også her, at handels livet foregår. På disse ovenstående billeder kan du se køen ind til Firenzes domkirke. Da jeg kom fordi var køen kortere end den plejer. Det er ikke lykkedes for mig, at se kirken indenfor, netop på grund af den lange kø.
På det øverste billede står Johnny og tager billeder af udsigten, han er lige så betaget af udsigten som jeg var. Selv om det var klart vejr med masser af sol, så var det umuligt, at tage et billede, der gjorde denne fantastiske udsigt nogen retfærdighed. Fotoet nederst til højre er en slags have, hvor der var skulpturer og velklippet træer. Jeg ved ikke om gæster har adgang til haven. På det andet billede ser du en pige der nyder udsigten på muren. Der er ikke så langt ned til næste afsats højst et par meter, så det var ikke uforsvarligt, at hun sad der.
Denne gang kom vi i god tid, inden udstillingen åbnede, fordi der er mange ting som skulle ordnes inden udstillingen åbner. Johnny fik et tip fra en af hans kollegaer, at hvis vi ville se noget smukt, så skulle vi tage til Fiesole. Naturligvis ville vi det, så vi tog afsted. Jeg blev nød til at tage to fotos af den stejle vej til udsigts platformen, fordi vejen drejede kunne jeg ikke nøjes med et billede. Der var meget stejlt, jeg ved ikke om man kan se det, på det første billede, men der er et par mennesker nederst på billedet. Fiesole er kun for mennesker med gode og stærke ben. Faktisk havde jeg sår på begge fødder, men det gik alligevel.
Denne Elbil var også med på udstillingen. bilen var designet for at hylde Leonardo da Vinci. I år er det 500 år siden, at han døde, hvilket Firenze Biennale ville marker. Den var smadder flot. Vi måtte ikke røre den, kun se på den.
Jeg står normalt ikke ved min stand når jeg udstiller, fordi de fleste gæster helst vil danne sine egne indtryk af mine kunstværker, uden at skulle føle sig intimideret af at jeg står og kigger på dem. Ud over mine kunstværker, ligger der også kataloger og visitkort, derfor kommer jeg forbi standen engang imellem, for at se om der er taget visitkort og kataloger. En af de gange hvor jeg skulle se til min stand, stod der en gæst og kiggede i et katalog.
Jeg tog lige nogle fotos af hvordan der ser ud udenfor ved Fortessa Da Basso. De første to er facaden, der er en plakat der skal minde om Leonardo 500 år for hans død. Jeg tog også et fotos af toget, i danmark kalder vi det for grisen, og på det nederste fotos, har jeg forsøgt, at vise hvor stort det er. Pladsen stopper ved de tre plakat søjler. Da vi var i Firenze i 2017 fandtes denne plads ikke, Hele dette areal var hegnet ind fordi, det var en stor bygge plads.
