Pias dagbog

Da Johnny kom tilbage, måtte jeg igen stå midt i min kunst for at der skulle tages nye billeder. På dette punkt bliver Johnny og jeg ikke enig. Jeg kan ikke se pointen i, at jeg skal fotograferes? det er da malerierne der skal være i centrum og ikke mig. Johnny mener, at man skal vide hvem der maler billederne. Som du kan se, så er det Johnny der vinder.

Nu er det tid til at tage et billede af kunsten og mig. Som sædvanlig så har Johnny travlt med al det han skal nå, det blev en smule stresset og jeg var koncentreret, om jeg stod og skyggede for malerierne og om det hele gik hurtigt nok så Johnny kunne nå hans ting. Da Johnny var gået, tog jeg lige et kig på hvordan resultatet blev. Her står jeg, sur som en citron og der er en klap foran linsen.

Her står den vrede ansatte, og skælder mig ud, fordi den hvide søjle står på min stand. Som du kan se, så afbryder han det interview som var igang med Journalisten. Inden han begyndte, at skælde ud, var han så “høflig” at præsenter sig selv, og de to mænd der står bagved som ansatte.

Her taler jeg med en journalist Claudia Rumi, fra Food Mood Mag. Typisk mig, at jeg ikke forventede, at jeg skulle være tilstede. Der stod i programmet, at journalister er inviteret til at komme til udstillingen, inden den officielt blev åbnet. Jeg tænkte, at de journalister som ville komme, selv skulle gå rundt, for at filme og gøre deres egen indtryk af kunsten. Det var så ikke sådan det var, det var meningen, at jeg skulle være der, så jeg kunne blive interviewet af de journalister som vil være interesseret i min kunst. Som du kan se, så har jeg ikke ligefrem festtøjet på. Mens jeg taler med journalisten, bliver vi afbrudt af en af en meget vred ansat, der bad mig øjeblikkelig om at fjerne min kunst fra søjlen, fordi jeg ikke havde betalt for den. Jeg sagde at det var dem selv der havde stilt den der, det var han ligeglad med. Fjern det nu. tre gange spurgte journalisen, om det ikke kunne vente. Nej kunsten skulle fjernes nu. Jeg blev lidt rystet over hans, efter min mening, uprofessionel måde at håndtere episoden på.

Dagen efter, at jeg har stillet min kunst op, så tog jeg lige ind til Fortezza da Basso, for at se om alt var som det skulle være. Til min store overraskelse, så var min kunst pist væk. Jeg tænkte hvad nu? Jeg vidste 100 %, at jeg havde stillet min kunst op det rigtige sted. Nu gik jagten ind, hvor er mit kunst henne? og endelig fandt jeg det. Heldigvis så havde arrangørene også set, at det var uheldigt, at mit kunst var sammen med andre kunstner. Så arrangørene havde flyttet mit kunst til et andet og meget bedre sted, for nu havde jeg en hel stand for mig selv. Det var en glædelig overraskelse. På dette tidspunkt var der stadigvæk ikke komme titler på kunsten. De kom først på et par dage efter åbningen. Heldigvis har jeg katalogerne, her står titlerne i. Inden jeg kom så langt, så var der dramatik som du kan se på de næste billeder

Da jeg kom til Fortezza da Basso, det hedder stedet hvor jeg udstiller min kunst. Fik jeg tildelt denne plads. Jeg var en smule bekymret fordi der også skulle hænger malerier på væggen som du kan se til venstre. Jeg tænkte at kunstneren vil være utilfreds med at skulle have sin kunst der, fordi min kunst fylder det hele. Jeg fik da ordnet det hele og da jeg var tilfreds så gik jeg igen.