Pias dagbog

Barbara som jeg kørte sammen med til udstilling, tager er billed af hendes aftensmad, som vi indtog på en restaurant, der lå lige over for Palast Gallery.
Da vi var færdige med at spise, sad vi begge og flagrede med hver vores visa kort, for at betale for maden.
Til vores store overraskelse sagde den flinke ejer. we only take cach, no credit cards, og så sad vi der, og gloede på ejeren, mens vores visa kort brændte i hænderne på os.
Ejeren var så flink,at fortælle, at der lå en penge automat lige om hjørnet. Jeg blev den udvalgte som måtte afsted, fordi Barbara var så letsindigt, at vise hun kunne tale fransk, så stakkels Barbara blev kostet rundt, og alle fra Salon Libres talte til hende og hun skulle tage stilling til både dit og dat.
Afsted med mig. Lige om hjørnet, og lige om hjørnet, det kan diskuteres, fordi jeg gik langt for at finde en automat, samtidige var der meget mørkt, Berlin spilder ihvertfald ikke energi på gade belysning, og jeg måtte endda spørger om vej, inden jeg fandt automaten. Det skal siges at også bankes neon skilt, der var det også nogle af bogstaverne der var slukket.
på billede nr. to, kan du se hvordan bordet så ud, lige inden ferniseringen startede. Lært af tidligere, så spiser jeg aldrig til ferniseringen, jeg kan aldrig vide, hvornår der bliver taget billeder, og så drikker jeg aldrig vin, fordi jeg kan ikke vide, om vinen de har indkøbt, farver tænderne. Festligt ser det du.
Der var mange mennesker der kom til ferniseringen, så mange at man ikke kunne se billederne.

Da vi ankom så blev vi straks sat igang med ophængningen, af alle de malerier, der skulle være plads til. På det første fotos kan du se mit bidrag. Det blev kun til dette ene billede, for selvom jeg udførte ophængningen, som jeg fik besked på, ja så blev dette rettet. Derfor tænkte jeg, at det vil være dobbelt arbejde, især fordi jeg kunne se, at alle havde en mening om hvordan dette skulle foregå, og ingen var enig om noget som helst.
Det var hyggeligt, at iagttage, især når der kun blev talt på fransk, og jeg forstod intet.
På det tredje billed, kan du se nogle af kunstnerne holde en velfortjent pause, jeg kan oplyse, at det var meget udmattede for dem.
På dette tidspunkt, kom der en lille tvivl op i mig, om de nåede, at blive færdige, inden ferniseringen. De manglede utroligt meget, og hele tiden var de uenige og al kunsten blev hele tiden flyttet rundt. Naturligvis med højt råbene fransk og armbevægelser. Jeg forstod godt, at de var udmattet.

Det første billede. Her kan du se den bil som jeg bliver transporteret i, så jeg kan være med til fernisering af udstillingen.
For en gangs skyld er Johnny ikke med, derfor er det ikke den sædvanlige sorte lille bil, som plejer at transportere mig rundt i Europa.
Jeg køre sammen med en anden kunstner, Barbara Kaad Ostenfeld, der også har et par malerier med på udstillingen.
Endelig fremme, så lige er par billede af hvordan gallerier ser ud udefra.

Vi tog benene på nakken og så drønnede vi afsted mod Danmark, og heldigvis for os så kørte vi fra uvejret, og da vi var kommet ombord på færgen havde vi den smukkeste solned gang og vandet var roligt. Pyh ha.

Den sidste dag udstillingen var åben begyndte det at se ud som om der vil komme et kæmpe uvejr. Johnny og jeg blev mere og mere bekymret efterhånden som tiden gik, fordi vi skulle køre til Danmark lige så snart at udstillingen lukkede.
Der var andre kunstner end os som var bekymret for vejret, fordi de begyndte at pakke deres kunst ned, langt tid inden udstillingen skulle lukke.
Jeg ville have et billede af Kirsten og Eckard inden jeg tog afsted, det var ikke så nemt men heldigvis lykkes det. Her er to billeder af Kirsten og mig, samt et billede af Eckard og mig.

Der er altså ikke drøn på hele tiden når vi udstiller. Både Johnny og jeg kommer let til at kede os, og så går vi amok med kameraet

Jeg tog lige et billede uden for, der var både flag og banner. Ingen var i tvivl om at
her er der en kunst messe.

Man måtte ikke tage billeder af de forskellige kunstværker. Dette har jeg aldrig forstået. Jeg bliver da stolt, hver gang gæsterne tager et billede af mine kunstværker.

Der var et billede som faldt ned, og der lå glasskår ud over gulvet.

Johnny står her sammen med Zarminas Massoum.

Inden messen åbnede gik Johnny og jeg lige ud for at se på udendørsarealet.

Der var ingen der kunne overse, at der en kunstnermesse i byen. Der var flag, banner og plakater mange steder.

Jeg måtte lige tage et fotos til, nu hvor de andre kunstener også havde stillet deres kunst op. Jeg havde en plads midt i rummet.

på 1. sal hvor jeg udstillede var vi omkring 15 kunstner fordelt i 3 rum, og der var også nogle der udstillede på gang arealet.

På 2. sal var der et meget stort rum, her udstillede der omkring 35 til 40 kunstner.

Det var på 2. sal, hvor der blev underholdt med et Jazz orkester, det var skøn musik.
På billede nr. fem ser du Eckard Milke som byder alle velkommen og præsenter gæstetaleren.

Der var kludder med at få mikrofonen til at virke korrekt, nå det gik aligevel.

Gæstetaleren var stedfortræder for borgmesteren. Åbningstalen var morsom, så det slap han godt fra.