Pias dagbog

De to sidste billeder, det ene er min morgenmad, jeg tænkte at når Barbara kan tage et billede af sin mad, så kunne jeg vel også. Jeg bliver helt lækker sulten når jeg ser på billedet. Det er helt sikkert det bedste ved en sådan tur, morgenmaden.
På det andet billede kan du se udsigten fra mit hotelværelse. som du kan se, så er der togskinner lige ude for vinduet. Heldigvis har jeg et godt sovehjerte, fordi jeg tror ikke, at der er lov om hvor højt togene må larmer.

Vi fik også spist aftensmad sammen med nogle af kunstnerne der også havde kunst med på udstillingen

Det var en meget, meget, meget lang start på fernisering, fordi der var mange der gerne vil sige nogle ord, og så var der en meget kendt fransk digter, der også skulle læse nogle at sine digter op. Dette foregik således.
Først blev der sagt noget på fransk, en af de franske kunstner, oversatte dette til engelsk.
Da den franske digter skulle læse sine digte op, så foregik dette således.
Han læste op på fransk, hvorefter den stakkels oversætter, skulle oversætte hans digt til engelsk.
Hun gjorde sit bedste, men selv oversætterne kunne høre, at dette her var helt umuligt.

Kvinden på billedet, boede på det samme hotel, som vi også boede på, hun kom helt fra USA. Hun kom forbi, og så på udstillingen. Hun givet mig lov til at lægge dette billede op på min blog.
Jeg ved ikke, hvorfor nogle af billederne vender på siden. Jeg nåede lige, at tage et par fotos af de to malerier, som jeg havde med på udstilling inden der kom for mange gæster.
På det andet fotos, et er nærbillede, her kan du se hvordan de ser ud næsten alene, på det andet, kan du se en større del af væggen.

Barbara som jeg kørte sammen med til udstilling, tager er billed af hendes aftensmad, som vi indtog på en restaurant, der lå lige over for Palast Gallery.
Da vi var færdige med at spise, sad vi begge og flagrede med hver vores visa kort, for at betale for maden.
Til vores store overraskelse sagde den flinke ejer. we only take cach, no credit cards, og så sad vi der, og gloede på ejeren, mens vores visa kort brændte i hænderne på os.
Ejeren var så flink,at fortælle, at der lå en penge automat lige om hjørnet. Jeg blev den udvalgte som måtte afsted, fordi Barbara var så letsindigt, at vise hun kunne tale fransk, så stakkels Barbara blev kostet rundt, og alle fra Salon Libres talte til hende og hun skulle tage stilling til både dit og dat.
Afsted med mig. Lige om hjørnet, og lige om hjørnet, det kan diskuteres, fordi jeg gik langt for at finde en automat, samtidige var der meget mørkt, Berlin spilder ihvertfald ikke energi på gade belysning, og jeg måtte endda spørger om vej, inden jeg fandt automaten. Det skal siges at også bankes neon skilt, der var det også nogle af bogstaverne der var slukket.
på billede nr. to, kan du se hvordan bordet så ud, lige inden ferniseringen startede. Lært af tidligere, så spiser jeg aldrig til ferniseringen, jeg kan aldrig vide, hvornår der bliver taget billeder, og så drikker jeg aldrig vin, fordi jeg kan ikke vide, om vinen de har indkøbt, farver tænderne. Festligt ser det du.
Der var mange mennesker der kom til ferniseringen, så mange at man ikke kunne se billederne.

Da vi ankom så blev vi straks sat igang med ophængningen, af alle de malerier, der skulle være plads til. På det første fotos kan du se mit bidrag. Det blev kun til dette ene billede, for selvom jeg udførte ophængningen, som jeg fik besked på, ja så blev dette rettet. Derfor tænkte jeg, at det vil være dobbelt arbejde, især fordi jeg kunne se, at alle havde en mening om hvordan dette skulle foregå, og ingen var enig om noget som helst.
Det var hyggeligt, at iagttage, især når der kun blev talt på fransk, og jeg forstod intet.
På det tredje billed, kan du se nogle af kunstnerne holde en velfortjent pause, jeg kan oplyse, at det var meget udmattede for dem.
På dette tidspunkt, kom der en lille tvivl op i mig, om de nåede, at blive færdige, inden ferniseringen. De manglede utroligt meget, og hele tiden var de uenige og al kunsten blev hele tiden flyttet rundt. Naturligvis med højt råbene fransk og armbevægelser. Jeg forstod godt, at de var udmattet.

Det første billede. Her kan du se den bil som jeg bliver transporteret i, så jeg kan være med til fernisering af udstillingen.
For en gangs skyld er Johnny ikke med, derfor er det ikke den sædvanlige sorte lille bil, som plejer at transportere mig rundt i Europa.
Jeg køre sammen med en anden kunstner, Barbara Kaad Ostenfeld, der også har et par malerier med på udstillingen.
Endelig fremme, så lige er par billede af hvordan gallerier ser ud udefra.